Mørk Fortid, Mama McGees Drenge – boganmeldelse

Forfatter Kis Baadsgaard fem romaner i serien Mama McGees Drenge. Denne første roman hedder Mørk Fortid. Den har tidligere været udgivet, men er genudgivet efter en kraftig redigering og omskrivning. Jeg har ikke læst første udgave, men har kastet mig over den redigerede udgave, der efter sigende skulle være endnu bedre end den første. Serien tager udgangspunkt i fire voksne gutters liv, familie og hverdag på godt og ondt. Første roman handler om Daniel. Mørk Fortid er udgivet af Forlaget Baadsgaards Books og kan købes HER

Mama McGees Drenge – la familia

Daniel Owen McGee er den biologiske søn af Mama McGee, men har næsten hele livet, delt sin mor med Tristan, Ask og Adam (også kaldet Bear). Af forskellige årsager, har de søgt den varme imødekommenhed, kærlighed og de faste ramme, der altid er respekteret i Mama McGees hus. Ligeledes er Daniels søskende Freja og Britt også en del af den familiære pakke. Hver søndag mødes de alle til middag hos Mama McGee, en tradition, der respekteres og sjældent brydes. Ligeledes er Tristans lillesøster Jill også en del af den lille flok, der i denne roman, udvider sig med en enkelt mere.

Daniel Owen McGee – hvem er han?

Udover at være i tyverne og have styr på sit liv, er han uddannet murer og hårdt arbejdende byggeleder på en stor byggeplads. Det meste af sin fritid bruger han på at renoverer sit gamle hus, med uvurderlig hjælp fra venner og sine “brødre”. Daniel spiller poker, træner i træningscenter og går på bar når lejligheden byder sig. Kvinder er der ikke så meget tid til, indtil han en dag løber ind i Victoria, der arbejder i en antikvitetshandel. Victoria er hjemme hos Mama McGee for at vurderer to stole, der skal sælges. Efter det møde, kan han ikke få hende ud af hovedet.

Begær, når man mindst venter det

Daniel er vild med Victoria (Vic), og med hendes hårde og iskolde personlighed tiltrækker hun ham mere og mere. Vic bærer på en hård opvækst, der har bestået af svigt, vold og overgreb, og hendes far dyrker den psykopatiske nedgørelse af datteren. Vic´s selvværd og selvtillid kan ligge på spidsen af en lillefinger, men Daniel roder alligevel rundt i hovedet på hende, og får følelser frem i hende. Følelser hun slet ikke kan rumme, eller mener hun fortjener. Det lykkedes Daniel, at overtale hende til at komme og hjælpe ham med at male sit hus, da han en dag møder hende på sin byggeplads, da det viser sig, at hun er uddannet maler.

Forførelsens mester

Selvom det nok er på kanten til sexchikane, går Daniel langsomt i gang med at forføre Vic. Både på byggepladsen og når de er i huset. Selvom hun stædigt kæmper imod begæret, ender det med, at hun overgiver sig til hans charme og sexede væsen. Deres forhold, som de egentlig begge nægter, rummer uanede mængder af følelser. Det udvikler sig og langsomt bliver hun en fast del af familien og hos Mama McGee.

Men fortiden og hendes far hænger som en sort sky over selvværdet, selvtilliden, og forholdet til Daniel. Indtil en dag, hvor han er i butikken og Daniel kommer derind og overværer hans verbale overgreb på Vic. Der forstår ham, hvorfor den hårde is-prinsesse attitude er så markant og det sætter en del ting i gang. Ingen skal tale sådan til hans pige!

Familien hun aldrig har haft

Vic har svært ved at være en del af McGee familien. Hun har aldrig følt kærlighed, nærvær, beskyttelse, omsorg og ømhed, hvilket jo er en del af McGee pakken. Bare en simpelt ting som et knus, kan få hende til at stivne. Det udfordrer hende og det bedste hun har lært sig selv, når tingene spidser til er, at flygte og nægte sig selv noget. Hun er af den overbevisning, at hun ikke er noget værd og ikke fortjener godt. Det er jo det hun altid har hørt fra både sin far og sin onkel i England.

For en mørk fortid er en stor udfordring for dem begge, og noget der virkelig skal arbejdes med. Selvom Vic langsomt bløder op og opdager, at livet sagtens kan være godt, at hun ER noget og at mange vil hende det bedste og elsker hende, får hun alligevel sat Daniel og familien på en del prøver. De er der altid, når det brænder på, og samler hende op gang på gang. Men kan hun overskue den omsorg og kærlighed.

Daniel og Vic går lige i hjertet

Jeg er vild med historien. Selvom Daniel og Vic er møg stædige, er de perfekte til hinanden. Jagten på kærligheden og det vilde begær, der binder dem sammen gennem hele romanen gjorde, at jeg åd romanen råt. Sammenholdet og loyaliteten mellem Mama McGees drenge hører til sjældenheder, og jeg sad med følelsen af, at det ville jeg også have. Jeg ville være søster til de gutter og føle beskyttelsen, kærligheden og omsorgen fra deres varme personligheder.

Det hænger nok sammen med, at jeg er den ældste af en flok på fem, så i virkeligheden er det mig der er den “store” i min familie. Jeg har ikke en mørk fortid, men har altid ønsket mig en storebror, og her er der fire skønne mænd, der kalder på mig.

Min egen søn hedder Daniel, og det i sig selv giver en “stjerne”, for det er et smukt navn. Men der skal også en stjerne på, af en helt bestemt årsag. Kis maner fordomme til jorden. For med Mama McGees drenge, fortæller hun, at selvom man er en “hård” håndværkerdreng med tatoveringer og store muskler, og har enten haft en hård opvækst, haft inkompetente forældre, er såret på sjælen eller andet, der kan påvirke ens opvækst, SÅ er man følsom, loyal, beskyttende, udsat, blød og kærlig.

De vil gå gennem ild og vand

Mama McGees drenge går gennem ild og vand for dem de elsker, koste hvad det vil. Hvilket også omgående, fik mig til at den næste i serien “Håbet i mørket”, der fortæller Adams (Bear) historie, og den får du anmeldelse på i næste uge.

Kis Baadsgaard, TAK for Mørk Fortid, en lækker roman, de skønne bogmærker og gimmicks der fulgte med. Jeg elsker dine vidunderlige skriverier og den dybe måde du beskriver følelser på. Du inspirerer mig. Jeg ser meget frem til at høre om Ask og Tristan. Du får fem ud af fem af de frække djævle!

⭐⭐⭐⭐⭐/